Kobbergommens tale

Ærede gæster
- kæreste Hanne

Du og jeg Hanne - du og jeg. Det er lille ordspil, som jeg har lånt fra Emil fra Lønneberg, og ordene symboliserer meget godt vores ægteskab i nu 12,5 år. Vi har det sjovt sammen - og vi elsker hinanden højt. Det er godt at være gift med dig, Hanne.

Som alle andre ægteskaber har vi oplevet medgang og modgang. Men jeg synes, at vi to er gode til at tælle de lyse timer og bygge videre på de gode oplevelser og se lyset. Når vi holder ferie, så skinner solen altid - også selv om det regner. Vi finder noget at grine af, selv om vi kører den forkerte vej over Alperne og får et par ekstra timer på motorvejen i Italien.

Vi snakker meget sammen. Hver dag vender vi dagens store og små begivenheder med hinanden. Og så er der plads til legebarnet i os begge - vi er ikke altid lige seriøse i alt hvad vi foretager os, men vi er gode til at more os sammen. Men vi kan nu også være alvorlige sammen.

Jeg har lært meget af dig de seneste 12 år, Hanne. Du er klog, når det hyperkomplekse samfund skal analyseres.

Der er i det hele taget meget godt at sige om dig, Hanne, som livsledsagerske og husmor. Men det kunne jeg jo ikke vide noget om, da jeg for nu mange år siden "valgte dig ud". Dengang tog jeg dig for dit gode udseende! Og helt ærligt! Jeg nyder stadig synet af dig, når du klæder dig af - --- --- inden du går i seng. Sådan er det jo også at være godt gift!

Så min skat - tak for de første mange år .